Det udsendte udbud for en udvidelse af havnen i Nuuk er blevet annulleret: De modtagne tilbud ligger uden for de rammer, udbuddet var baseret på, og Sikuki arbejder nu på nye løsninger, så projektet kan realiseres.
– Vi har desværre måttet annullere udbuddet på havneudvidelsen, fortæller Steen Montgomery-Andersen, der er formand for Sikuki Nuuk Harbour A/S, og uddyber: – Vi traf beslutningen på et ekstraordinært bestyrelsesmøde i sidste uge, efter vi havde vurderet de indkomne bud. Dels lå samtlige bud i pris væsentligt over de overslag, der blev foretaget i det forberedende arbejde, dels var det kun et af de indkomne fire bud, der levede op til alle krav i udbuddet.
– Vi er naturligvis kede af at måtte tage den beslutning, men det er det rigtige at gøre på nuværende tidspunkt, når vi skal leve op til vores ansvar, så driften og udvidelsen af havnen bliver økonomisk bæredygtig, også på den lange bane, slutter han.
Vil gennemføre projektet på ny måde
Som nævnt var det ikke kun prisen, der ikke levede op til forventningerne: John Rasmussen, der er adm. direktør i Sikuki, forklarer at flere af tilbuddene indeholdt forbehold for grundlæggende forhold – Det er ikke bare et juridisk eller ansvarsmæssigt problem, men betyder også, at vi ikke er sikre på at få de mest konkurrencedygtige bud. Det er ikke i nogens interesse.
– Nu sætter vi os og laver en revurdering af, hvordan projektet kan struktureres på en ny måde, uden at det forsinker havneudvidelsen markant. Udvidelsen af havnen er fortsat nødvendig, for havnen skal kunne rumme de stigende aktiviteter og understøtte erhvervsudviklingen. Jeg forventer, at der blandt de muligheder vi nu undersøger, findes farbare veje, så havneudvidelsen kan realiseres.
—

